/ Tobak og søfart

”For en ægte matros er landjorden kun et værtshus, hvor han plejer at gå hen af og til. […] God vind, dobbelte rationer flæsk; tobak og brændevin, så meget han vil have, - og alle hans ønsker er opfyldt. Hvilke tjenester man end måtte forlange af ham, er han altid klar, når bare man ikke glemmer tobakken og flasken. Disse overtalelser kan ingen matros modstå.” Krünitz, 1773

Ikke bare inden for slavehandelen, men også om bord på skibe var tobak en vigtig valuta i byttehandelen. Ved siden af alkoholiske drikke var tobak sømandens vigtigste nydelses- og lægemiddel, og den hørte ligesom sødygtig beklædning eller værktøj til grundudstyret. Endnu i det 19. århundrede blæste man i den britiske marine tobaksrøg i lungerne på folk, der var faldet over bord, for at få liv i dem igen.

På grund af brandfaren om bord var rygning af cigarer under dæk forbeholdt kaptajner og styrmænd. Da det var svært at ryge på dækket på grund af havvinden, foretrak sømanden skråtobak. Det havde derudover den livsvigtige fordel, at man havde begge hænder fri i takkelagen. Desuden var det heller ikke noget problem at spytte det overflødige slim over bord. Priem er et produkt af stærkt sovset tobak, der er presset til en rulle, en terning eller en stang og ofte blev krydret med rom. Den fortyggede tobak blev ofte tørret og røget i piben.

Var det ved at være småt med tobakken om bord, fandt man med lidt fantasi på egnede erstatningsstoffer.

”… Sømænd, der tyggede tørrede blæksprutteringe, når de ikke havde mere skråtobak. Den mest populære blanding har været … en kombination af tovværk, kaffegrums og skorper fra svinetønden [skraldespanden], fintrevet og blandet i lige dele. Selv om det ikke helt havde samme aroma som den bedste virginiatobak, så opfyldet det dog sit formål…”

Tobak er en yderst følsom og kostbar fragt, som direktøren for Flensborg Frihavn, Wilhelm Rotermund, bruger et helt kapitel på i sit standardværk „Lasten” [„Die Ladung”]. Den amerikanske tobak blev læsset i tønder og kasser. Tobakkens dækblade derimod i baller, som derefter blev stuvet vandret og ikke stablet for højt for ikke at beskadige de nederste baller. God ventilation var vigtig for at undgå dannelse af skimmel. Tobakken måtte heller ikke stuves sammen i et rum med varer, der lugtede.

Allerede i 1913, kort før Første Verdenskrig, havde firmaet Reynolds bragt ”Camel” på markedet. Den varmlufttørrede virginiatobak fortrængte orienttobakken, der hidtil var blevet anvendt til cigaretproduktion. I alt var der på dette tidspunkt omkring 8000 mærker på kolonialvaremarkedet.

Senest i efterkrigstiden var den amerikanske cigaret slået endeligt igennem. Sejrsmagten USA har som led i Marshall-planen for Tyskland fremmet sin egen tobaksproduktion og hindret indførslen af orienttobak.