Rygning var i første omgang forbeholdt mænd. Der opstod særlige rygerum så som skænkestuer, ryge- eller herreværelser, hvilket understregede den kønsspecifikke relation. Så blev rygning til et intellektuelt symbol på kvinders protest mod denne ulige ordning og til et signal for kvindens opbrud fra sin afhængige stilling. „Det er ganske vist i almindelighed kun et mandligt tidsfordriv, men også meget brugt og kendt blandt fruentimmere i England og Holland samt Frankrig, da hun nemlig smøger og drikker tobakken af de dertil fremstillede brændte piber efter først at have antændt denne tørre urt.” (Amaranthes Fruentimmerleksikon, 1715).
Fremkomsten af den lette cigaret, der var hurtigere røget, medvirkede til en yderligere udbredelse af rygning. Kort før århundredeskiftet (20. århundrede) var den blevet stueren, og i modsætning til pibe og cigar var den endnu ikke kønsspecifik besat. Alligevel varede det – blandt andet på grund af den nationalsocialistiske tobakspolitik, der udtrykkelig vendte sig imod rygning blandt kvinder – indtil langt op i efterkrigstiden, før kvinder uhindret kunne gribe til cigaretten. Den slanke cigaret blev til et symbol på det nye kropsideal: feminin, sart, let, graciøs og forførende. Men på den måde blev cigaretten netop ikke til et symbol på emancipation, men genspejlede i første række det fremherskende, mandligt prægede skønhedsideal. Som flirt-accessoires kunne det også tjene til erotisk tilnærmelse.