Nydelsesmidler er ikke kun udtryk for overflod, men får netop i trange tider en særlig betydning. I krigstider fejrede tobakken – blandt andet på grund af sin sultdæmpende egenskab – sine største succeser og regnedes for „krigsvigtigt nydelsesmiddel”. Rygning var igennem århundreder og helt indtil 1970’erne en uproblematisk, accepteret praksis, som børn og unge tidligt blev introduceret til. Trods tidligt opståede initiativer til kritisk omgang med rygevarer overskyggedes voksne rygeres nydelse af tobak ikke af sundhedsmæssige betænkeligheder før langt ind i 1960’erne. Inden for de sidste ca. halvtreds år har rygning mistet denne almene accept. Fra 1970’erne blev den fremvoksende diskurs om fremkaldelse af lungekræft offentlig, og tobak blev nu vurderet som et afhængighedsskabende stof.