Tobakken har af to grunde altid været af central politisk interesse. Fra det 17. til ind i det 19. århundrede dominerede skattemæssige interesser. Ved hjælp af told, skatter og monopoler søgte man at bringe både importen og den indenlandske dyrkning under statslig kontrol. Senere blev tobaksforbruget i stigende grad også et tema for sundheds- og socialpolitikken.
I midten af det 20. århundrede satsede tobaksindustrien meget energi på udviklingen af filtercigaretten. Selv om det fortsat blev dementeret, var netop dette filter et konkret udtryk for tobaksindustriens indrømmelse af, at rygning var skadelig.
Siden 1970’erne er der sket en afgørende vending i problematiseringen af det aktive tobaksforbrug. Perspektivet har flyttet sig væk fra det individuelle forbrug og dets følger til skadevirkningerne for ikke-rygere. Det førte i første omgang til indretning af røgfrie zoner, som i det 21. århundrede er blevet udvidet til hele hverdagens livsrum. Rygning er nu hyppigt kun tilladt inden for afgrænsede områder. Alligevel er opkræv¬ning af tobaksskat stadig i dag en uundværlig del af det statslige budget.