Allerede for mere end 3000 år siden blev der røget tobak i Sydamerika. I modsætning til i dag regnedes tobakken dengang ikke for et nydelsesmiddel, men for et lægemiddel, som man brugte som hjælp til at komme i kontakt med guderne. Efter opdagelsen af Amerika bragte de spanske „erobrere” kendskabet til tobak og brugen af den med sig til Europa. Denne fuldstændig nye kulturteknik, som rygning var, erobrede verden. I 1627 berettede en udsending fra Pfalzgrevskabet ved Rhinen, Johan Joachim von Rusdorff, oprørt om denne ny mode: „Jeg kan ikke andet end med få ord at dadle denne nye, forbavsede mode, der for få år siden er indført fra Amerika til vort Europa, og som man kan kalde et tågedrikkeri. Det overgår al gammel og ny drikkelidenskab. Grove mennesker plejer nemlig med utroligt begær og uudslukkelig iver at drikke og indslubre røgen af en plante, som de kalder nicotina eller tobak.”
Tobak er en af de ældste, mest eftertragtede og mest alsidige, men også mest om-stridte kulturplanter. Som nydelsesmiddel var tobakken, ligesom de eksotiske krydderier, kaffe, te, sukker og kakao, en af fjernhandelens vigtigste varer i begyndelsen af nyere tid. De var statussymboler. Produkterne var ikke blot kostbare i sig selv, det var også hele det miljø, disse varer blev konsumeret i. Da tobaksplanten i slutningen af det 15. århundrede fandt vej til Europa, blev den også anvendt som prydplante i haver. Indtil henimod slutningen af det 18. århundrede var dyrkning af tobak næsten uløseligt forbundet med kolonialismen og især de europæiske oversøiske kolonier. Da tobakken var den eneste plante blandt alle kolonialvarerne, der også kunne vokse i Europa, var der desuden små plantageejere, som grundlagde plantager i hjemlige landbrugsområder. De kunne dog ikke dække det hurtigt voksende behov.