/ Produktion og handel i Flensborg-regionen

De første sikkert dokumenterede oplysninger om nydelse af tobak stammer fra domsprotokoller. Fra 1647 er registreret en strid om „ein Ell Toback” [en alen tobak] til en værdi af en halv rigsdaler. Striden endte voldeligt. Rygning synes at have impliceret et vist konfliktpotentiale, for kun et år senere, i 1648, er dokumenteret endnu et stridstilfælde. Iver Fuhrmann, der boede i kælderen, klagede over, at hans medbeboer Evert Freymodt, mens han „drak tobak” [„Tobacks trinkent”], havde ladet aske falde på hans hat, hvorpå denne var blevet forbrændt i kanten. Det kom igen til voldshandlinger.

Tobak blev konsumeret, men spillede på dette tidspunkt endnu ikke nogen vigtig rolle som handelsvare. Leveringen foregik både over land og ad søvejen. Hollandsk tobak kunne fås i ubetydelige mængder i Flensborg. Det ændrede sig først, da den første „tobaksspinder” [„Tobackspinner”], Detlev Witte, dukkede op omkring 1701. Fra denne tid findes også toldforordninger, der regulerede importen. I de følgende år voksede handelen betydeligt. Redere fra Flensborg sendte deres skibe til Pommern for at hente træ og tobak. I 1716 blev den første snustobaksfabrik anlagt. Regeringen regulerede fortoldningen af tobakken. Den producerede vare fik et produktionsstempel, og importtolden blev forhøjet for samtlige indførte snustobakker for at begunstige den indenlandske produktion.

I 1726 udstedte Frederik IV som led i den merkantilistiske handelspolitik et rigsprivilegium for salt, brændevin, vin og tobak. Ifølge dette skulle alle undersåtter dække deres behov for disse varer i København. Disse handelsbegrænsninger blev først ophævet i 1778 – lige netop i rette tid, for Flensborgs handel med Vestindien havde nået sin første blomstringsperiode, og foruden sukker, rom og mahognitræ blev der nu også importeret tobak.

Byen Fredericia blev i 1650 anlagt som fæstningsby på Frederik III’s befaling for at beskytte det nordlige Jylland. For at få folk til at bosætte sig i byen bevilgede kongen særlige rettigheder som for eksempel religionsfrihed. I 1719 indbød Frederik IV huguenotter fra Tyskland, især tobaksplantageejere fra Uckermark, til at bosætte sig. Foruden land fik de løfte om skattefrihed i 20 år. Der blev hvervet omkring ét hundrede bosættere, der ud over tobak indførte dyrkning af kartofler, roer, asparges, kål og bønner. I Fredericia var der ved slutningen af det 18. århundrede etableret en betydelig tobaksdyrkning på mere end 300 hektar land. Mellem Flensborg og Fredericia foregik der en livlig skibstrafik.

Importen af tobak til Flensborg samtlige steder fra havde i 1760’erne ligget på gennemsnitligt 25.000 pund om året, men efter ophævelsen af københavner-privilegiet i 1778 skete der nu en stærk stigning i importen. Allerede et år senere blev der importeret i alt 384.400 pund rå- og røgtobak. I snit kom der indtil år 1800 to skibe om måneden med tobaksladninger fra Stettin, Rostock, Fredericia eller Riga. Hertil kom om efteråret de skibe, der sejlede på Vestindien, der som bifragt havde den eftertragtede portorico- eller virginiatobak om bord. Udførselstolden for tobak fra de dansk-vestindiske kolonier blev fastsat til 2,5 %, når tobakken var bestemt til indlandet. Hvis tobakken skulle leveres til udlandet, skulle der betales 5 % told. Tobaksfremstilling og handel med tobak var blevet en fast størrelse i Flensborg.

I det 18. århundrede udgjorde Norge et vigtigt afsætningsmarked for varer fra Flensborg. Til eksportvarerne hørte foruden brændevin frem for alt tobak. Med lempelsen af københavnermonopolet i 1778 skete der en hastig stigning i antallet af ansøgninger om at måtte drive handel med tobak. For at opnå et sådant privilegium skulle den, der drev en tobaksfabrik, enten selv have lært at spinde tobak eller ansætte en fagkyndig mester. Desuden skulle man forelægge tre stemplinger for byens magistrat. Dem var man meget omhyggelig med, for de bidrog samtidig til afsætning af varen.

Tobakshandelen i Flensborg fik ekstra medvind i 1778 på grund af Den amerikanske uafhængighedskrig, fordi den amerikanske tobak udeblev. Flensborgs skibsfart oplevede under neutralt dansk flag en økonomisk højkonjunktur. Produktion og handel med tobaksvarer tog et stærkt opsving. Flensborgs import af tobak var næsten steget til det dobbelte i første fjerdedel af det 19. århundrede. I gennemsnit anløb der nu fire skibe om måneden med tobak til Flensborgs havne.

Den arbejdskraftintensive tobaksproduktion startede som hjemmearbejde. Som frit erhverv stod det åbent for alle befolkningslag. Tilberedning af tobak var nemt at lære og blev næsten udelukkende udført af kvinder og børn. Den eneste forudsætning var, at man havde borgerret. Tobaksbinderne regnedes for et håndværk uden lav, men nød på grund af deres koncessioner en vis beskyttelse.

Lidt efter lidt flyttede stadig flere såkaldte tobaksspindere fra erhvervsområderne i Sydtyskland til Flensborg. De fleste kombinerede det med et gæstgiveri, en krambod eller krydderihandel. Med byens stigende velstand fra 2. halvdel af det 18. århundrede var også borgernes købekraft øget. De mange tobaksspindere har hovedsagelig importeret deres råvarer. Statholderiet meddelte ganske vist i 1735, at nogle tobaksspindere havde anlagt tobaksplantager både nord og syd for byen på arealerne Norderfelde og Süderfelde, dog var de ikke „fortsat med det, fordi det ikke kunne betale sig”. Principielt var det tilladt at dyrke tobak.

Hans Petersen Schmidt var i anden halvdel af det 18. århundrede prototypen på en ny type forretnings¬mand. Som købmand opbyggede han et stort handelshus. Hans familie dominerede tobakshandelen i Flensborg i næsten et århundrede. Indtil ophævelse af monopolet i 1778 købte Petersen Schmidt tobak fra Mecklenburg og Pommern, lod den forarbejde på hjemmearbejdspladser og solgte den i Slesvig-Holsten og Norge. Derudover forsynede han også de erhvervsmæssige tobaksbindere med tobak og aftog igen disses produkter. Han havde gode forbindelser til de tidligere danske kolonier i Vestindien.

Magistraten skelnede mellem producenter, der drev et borgerligt erhverv, og såkaldte „entreprenører” [Entrepeneurs] med et større varesortiment. Disse handelsfolk havde vidtrækkende forbindelser, som de små producenter ikke kunne konkurrere med.

Samlet set steg antallet af tobaksproducenter uophørligt i disse år. I 1803 gik opsvinget dog i stå på grund af en toldforhøjelse, og kontinentalspærringen indvarslede den endelige undergang. Tabet af handelsflåden betød, at der ikke kom udenlandske råtobak. De mindre bedrifter måtte give op. For 1808 kan der kun påvises ni produktionsenheder, medregnet de store handelshuse som det, der tilhørte H. Petersen Schmidt.

I denne tid med mangel på råvarer gjorde købmand Georg Waitz et nyt forsøg på at anlægge en tobaksplantage. Han forpagtede nogle friarealer i St. Nikolai-kvarteret og beskæftigede omkring 30 medarbejdere. Virksomheden klarede sig dog kun i få år.

I 1800 døde Petersen Schmidt. Han efterlod sin søn Jakob en solid virksomhed. Arvingen intensiverede vestindienhandelen og udvidede den til en direkte import af kolonialvarer af alle slags.

I 1816 fremstillede alene hans tobaksfabrik to tredjedele af Flensborgs samlede produktion. Efter Jakobs død i 1828 overtog han arving Ricklef Ingwersen Schmidt manufakturen. Også under hans ledelse ekspanderede virksomheden. Efter hans pludselige død førte enken Catarina Maria Schmidt forretningen videre sammen med sin svigermor, indtil hun i 1839 giftede sig igen. Virksomheden forblev i familien. Kancelliråd Hans Petersen Schmidt, en fætter til hendes afdøde ægtemand, førte straks derefter forretningerne videre.

Indtil 1859 fandtes der i gennemsnit kun 12-14 fabrikker af betydning, men endnu var omsætningen stigende takket være bedre produktionsmuligheder. Snustobak gik af mode, i stedet begyndte cigaren sin sejrsgang. Firmaet Jakob Petersen Schmidt jun. havde omstillet i rette tid og omsatte næsten halvdelen af den samlede produktion i Flensborg. Cigarer fra Flensborg blev overvejende leveret til København. Til sidst koncentrerede forretningsindehaver og kancelliråd Hans Petersen Schmidt sig helt om tobaksfabrikken.

I alt var omkring 400 arbejdere beskæftiget i tobaksproduktionen i Flensborg, deriblandt også mange børn, som det var almindeligt i dette erhverv. Men med indførelsen af den preussiske fabrikslovgivning i Slesvig-Holstein blev der sat en stopper for det. Efter 1. oktober 1870 måtte kun ansættes børn, der var mindst tolv år gamle, og som havde gået i skole i tre år. Inden for det i vid udstrækning ukontrollerede hjemmearbejde forblev børnearbejde dog længe udbredt. Årligt blev der produceret omkring 400.000 pund rå- og skråtobak (tyggetobak) og op imod 20 mio. cigarer. Ca. 40 % af råvarerne stammede fra omegnen af Flensborg og Fredericia, og ca. 60 % fra Nordamerika eller Vestindien. Produkterne leveredes for størstedelen til København eller tilbage til de tidligere danske kolonier. I Flensborg selv blev produkterne solgt i de mange kolonialvareforretninger.

Udviklingen i tobaksindustrien satte også gang i grundlæggelsen af andre fremstillingsvirksomheder, som fx en merskumspibefabrik og en cigaræskefabrik. Også andre erhverv som stempelskærere og papirfabrikker nød godt af opsvinget.

Den dansk-tyske krig i 1864 satte en stopper for tobaksindustriens sejrsgang i Flensborg. Den nye toldgrænse havde skæbnesvangre følger. Til tabet af afsætningsmarkederne i Danmark kom den nu toldfri import af billigere tobak fra det Tyske Rige. Bremen og Hamborg, der var centre for den oversøiske handel, kunne importere kvalitetstobak billigere. Derudover havde der i Dresden etableret sig en industri, der var specialiseret i orienttobak, og som tilbød sine produkter til en favorabel pris. Kancelliråd Petersen Schmidt havde rettidigt forlagt fabrikken fra Flensborg til Fredericia. Fabriksbygningen, der eksisterer endnu, blev opført på et fremtrædende sted.

I 1884 arbejde der kun knap 40 arbejdere i tobaksindustrien i Flensborg. Efter 1. Verdenskrig kom tobaksindustrien i Flensborg i vidt omfang til at ligge stille.

Under Anden Verdenskrig blev der mangel på tobaksvarer. I 1943 blev beskatningen af tobak fra små hjemmeproducenter derfor forenklet. „Hjemmeproducent af tobak” var man, når man ikke dyrkede mere end 200 planter udelukkende til eget behov. Allerede året efter vurderedes det, at der som følge af denne nye bestemmelse var omkring 1 mio. planter i Flensborg Hovedtoldamts distrikt. Der blev kun kontrolleret stikprøvevis. Efter kapitulationen blev den råtobak, der var høstet af de små tobaks¬hjemmeproducenter, delvis inddraget i almenforsyningen. Den høstede råtobak kunne ombyttes til beskattede tobaksprodukter. I 1945 blev der alene i Hovedtoldamt Flensborgs distrikt afleveret 770.265 kg råtobak, der stammede fra 785 tobaksplanter.

Billedtekst:

Hjælp dig selv, Illustreret Ugeskrift for praktisk selvhjælp, 1918, privat

Nøden i efterkrigstiden fik igen mange landmænd til at forsøge at dyrke tobak erhvervsmæssigt. Det lykkedes tobaksvarerepræsentant Hans Bladt fra Husby at få mange af landmændene i Angelen til at indgå kontrakter om tobaksdyrkning med tobaksproducent Flehr i byen Bünde i Westfalen. Det blev så stor en succes, at distriktstoldmyndighederne i Flensborg måtte ansætte mere personale. I vind og vejr kørte toldbetjentene på cykel til Angelen for at kontrollere dyrkningen. Råtobakken skulle fremvises på specielt dertil indrettede vejesteder, og mishøst skulle tilintetgøres under opsyn af myndighederne. Firmaet Flehr drev et råtobakslager i Flensborg, der var godkendt af toldvæsenet. Herfra blev råvarerne bragt til produktionsstedet i Bünde. Men heller ikke dette forsøg på erhvervsmæssig dyrkning levede op til forventningerne, og allerede i 50’erne indstillede landmændene tobaksdyrkningen.